Vi er frivillige, og vi vil gerne være flere

I Vågetjenesten i Lyngby-Tårbæk Kommune er vi ca. 30 aktive vågere, både mænd og kvinder, der har det rigtigt godt sammen. Vi har regelmæssige fællesmøder, hvor vi taler om vores vågeoplevelser, ligesom der er mulighed for at komme på relevante kurser.

 

Er du moden og ansvarsbevidst og kunne du tænke dig at yde støtte og nærvær til en døende? Så er frivillig i Vågetjenesten måske noget for dig.

 

Som frivillig i Vågetjenesten deltager du ikke i plejen af den døende. Du skal være, ikke gøre. Du er til stede i rummet, og du er den, der kalder på hjælp, når det er nødvendigt.

 

Du kan våge på både plejecentrene i kommunen og i private hjem.

En vågevagt er på 3 timer, og den ligger oftest mellem kl. 22 og 08. Du binder dig ikke til et bestemt antal vagter. Vagterne sendes ud via SMS, så du byder ind, når
du kan.

 

Det er ikke et krav eller en forventning, at du er eller har været professionel inden for pleje- eller hospitalssektoren. Du skal blot have lysten til at gøre en forskel for
et andet menneske.

 

Som ny våger kommer du til en samtale, hvor vi fortæller mere detaljeret om Vågetjenesten, og hvor du får lejlighed til at fortælle om dig selv og dine bevæggrunde for at blive våger. I starten kommer du ikke ud alene, men følges med en erfaren våger, og du beslutter selv, hvornår du er klar til at tage ud alene.

Er dette noget for dig? eller er du interesseret i at høre mere? Så kontakt vores formand Lillian Hansen på telefon: 23 71 23 66 eller via mail til: mail@vaagetjenestenltk.dk

 

Du er velkommen til at komme med på en vågevagt, før du beslutter dig for, om det er noget for dig.

 

 

Foreningen Vågetjenesten i Lyngby Taarbæk Kommune | E-mail: mail@vaagetjenestenltk.dk | Tlf.: 23 71 23 66